De menneskelige aspekter af arbejdslivet har længe stået centralt for både arbejdsgivere og ansatte. Af en række årsager, også rent økonomiske: sygefravær koster dyrt på bundlinjen. En række samtidige tendenser har forstærket den menneskelige kvalitet i forbindelsen mellem ansat og arbejdsgiver. Unge vælger arbejdsplads ud fra virksomhedens sociale profil og understøttelse af det hele liv, børn og fritidsinteresser inkluderet. Virksomheder gør hele tiden mere for at komme medarbejderne i møde – fleksibilitet i planlægningen og hjælp til en sund livsstil. Grænserne mellem arbejde og privatliv forandres, kraftigt forstærket af at vi alle arbejder meget hjemmefra for tiden.
Alt dette var undervejs, også før Covid-19 pandemien satte turbo på.
Gamle tiders retorik om modsætningen mellem arbejdsgiver og lønmodtager klinger hele tiden mere hult; et ansættelsesforhold kan efterhånden minde om en familiær forpligtelse. Vi skal bringe vores True Self to Work! Empatiske, modige, omsorgsfulde og nysgerrige, gode teamplayers der kan tage vare på vores eget brand. Vi skal turde begå fejl, og lære af den modgang vi uvægerligt møder.
Det moderne arbejdsliv fokuserer på mennesket, men er samtidig konkurrencepræget. Kravet om læring og udvikling er stort. Den konkurrenceprægede kultur sætter medarbejderen som en empatisk, fuldt udfoldet person, kraftigt på prøve. I miljøer hvor man skal ”vinde for enhver pris”, ses forøgede niveauer af angst, og desuden en tendens til at fokusere på arbejdsopgaver der ikke er relevante for kerneopgaven. I de allermest konkurrenceprægede miljøer kan selve glæden ved at konkurrere, helt forsvinde (se fex tidligere post her).
Men i virkelighedens verden er det jo ofte sådan at der kun er én vinder. I salgsafdelinger kan kravet om at vinde ikke maskeres. Det forventes at man gør alt for at overvinde konkurrenten (vel nærmest anti-empati). Og konkurrence-kulturen er ikke begrænset til salgsafdelinger: blandt konsulenter og ledere konkurreres om næste forfremmelse. Osv osv, competing is a fact of business life.
Fremfor at forsøge at maskere konkurrencen eller tale den væk, bør man anerkende den og hjælpe med at afbøde dens negative virkninger for energi og mentalt velbefindende. Der kan være tale om et følelsesmæssigt dilemma, der ikke er væsensforskelligt fra sygeplejerskens på intensiv-afdelingen: på den ene side skal man være omsorgsfuld og empatisk, på den anden side professionel og distancerende. Et ægte dilemma, der på grund af den indre uoverensstemmelse kan føre til stress og udbrændthed.
Både at tabe og at vinde kan være drænende. At genopbygge energi og velbefindende kræver, at det følelsesmæssige dilemma anerkendes, og det kræver modet til at være klar og konkret i feedback – fra medarbejder til chef og omvendt.