Foto credit: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Det kan være svært at holde masken, selv for den mest professionelle. Blev du også rørt over Viktor Axelsens tårer?
Han talte om venskaber: hvor vigtige de er, og hvordan man er en god kammerat. Netop hjemvendt, med guldmedaljen om halsen i sin hjemby Odense. Med familien omkring sig, og en hel lykkelig by der hyldede ham. Der kom vandbrillerne på.
Vi er mennesker. Ikke hævet over naturen, og ikke adskilte, vidt forskellige, eksistenser, afhængig af om vi er på job eller ej. Vi bærer altid nervesystemet med os, hensigtsmæssigt designet og forfinet gennem millioner af år, til at signalere gennem følelser.
Følelsesudbrud er kraftfulde, og kan være en skræmmende oplevelse. Det ændrer ikke på, at de forekommer, vi gør bare ALT, hvad vi kan, for at føle noget andet hvis følelsen ikke lige ”passer ind”. Det har vi lært gennem vores opvækst, hvor mange har ikke hørt fex. ”Det er da ikke noget at være ked af” – ??
At tvinge kroppen til at føle noget andet er nærmest umuligt, og langt mere besværligt end blot at lade følelsen drive over.
En følelse opstår, flyder igennem kroppen og klinger ret hurtigt af, og et er et ret uspecifikt og ”grovkornet” signal. Følelser er fysiske, noget vi mærker i kroppen. Den samme følelse af uro opstår ved højdeskræk, nyforelskelse og når du skal have/give negativ feedback.
Følelsesudbrud kan også være ekstremt virkningsfulde og på et sekund skabe en tæt forbindelse mellem mennesker. Det skete i Axelsons tilfælde; et supermenneskes troværdige sårbarhed. Jeg elskede hvert sekund.
Tårer på jobbet bør reserveres til de helt særlige lejligheder, som denne. I andre situationer er værdier en bedre guide, se denne post for mere.