Opmuntrende at se den kreativitet, energi og hjælpsomhed, der for tiden udfoldes overalt. Vi hjælper hinanden og forventer ingen anden belønning end: at gøre gavn, at gøre en forskel, at føle at vi handler. Sociale medier faciliteter kontakten mellem hjælperne og de hjulpne; man kan ikke undgå at blive i virkelig godt humør af de mange historier.
Hjælpsomhed viser sig ofte samtidig med generelt forhøjede niveauer af stress og angst, f.eks. i den nuværende krise men også efter terroraktioner eller naturkatastrofer; og mange der er direkte involveret i at yde hjælp fortæller, at deres stress/angst føles mindre påtrængende når de hjælper andre.
Forskningsresultater fra forsøg med både dyr og mennesker viser (overraskende), at stress kan forøge vores evne til omsorgsfuldt samarbejde. Vores evner for medfølelse, at lytte til andre, at give følelsesmæssig støtte, bliver ganske enkelt bedre i tider med stress.
Kan det nu passe? Vi har lært at stress skaber vrede, angst, fysisk sygdom, aggressiv adfærd og mange andre ting. Det er sandt, og i alvorlige tilfælde er angst og stress en sag for lægen.
Men menneskets repertoire af stressreaktioner rækker ud over ”fight-or-flight”. Både mænd og kvinder kan i stressede situationer ses at blive mere tillidsfulde, gavmilde og villige til at risikere deres eget velbefindende. Impulsen til at forbinde sig med andre er også en naturlig stressreaktion.
Fra evolutionens hånd er denne reaktion en gave til vores afkom, en biologisk tilstand der undertrykker vores egne overlevelsesinstinkter, gør os frygtløse og skaber håb. Neurologisk påvirkes vores hjerne gennem frigivelse af oxytocin, dopamin og serotonin – stoffer der associeres med empati, belønning og intuition. Vi bliver mere sociale, modige og smarte.
Og reaktionen kan aktiveres af os selv: når vi hjælper andre. At hjælpe andre er derfor ikke kun godt for modtageren, for giveren er det også en overraskende effektiv måde at reducere angst og stress.
Et aktivt valg af gavmildhed giver adgang til en særlig form for ukuelighed, og forebygger følelsen af at være overvældet og alene.
Endnu en grund til at hjælpe hvor man kan.