For nogle måneder siden var jeg i Århus, og skulle med toget hjem. Planlagt afgang 16:25 med ankomst på København H 20:04; skønne timer i fred og ro foran mig. Oplevelsen blev en helt anden: på grund af to samtidige uheld brød togtrafikken over Storebælt stort set sammen og jeg kom hjem med 4 timers forsinkelse (og i øvrigt med en jakke der ikke var min, men det er en anden historie). Det der kunne have været en lille forsinkelse for et enkelt tog, bredte sig ud i den hyper-komplekse køreplan og førte til gigantiske forsinkelser for stort set alle tog.
Vi har alle et ønske om at udnytte ressourcerne effektivt. At sælge konsulenterne 37,5 time om ugen. At have møder i kalenderen der begynder og slutter på hele klokkeslæt. At planlægge projektets fremdrift og milepæle baseret på fulde arbejdsuger minus ferie og rettighedsbestemt fravær. Tiden går, datoerne skrider, møder bliver aflyst eller booket om.
Statistikere, der analyserer den beregnede usikkerhed i komplekse systemer, anbefaler en ressource-udnyttelsesgrad på 80-85%. Det er det mest effektive; med denne udnyttelse er systemet bedst beskyttet mod at små uheld breder sig og bliver til store katastrofer.
At planlægge med slack, huller, ekstra tid er effektivt.
Og hvis dine ressourcer er mennesker, er det også nødvendigt af hensyn til den humane biologi. Vi er bygget til at blive stressede; det er kroppens fantastiske evne til at fokusere på det væsentlige og skærpe alle nødvendige sanser her og nu. Men hvis det fortsætter i længere tid, brænder vi ud. Den gode og hjælpsomme energi bliver nedbrydende for vores trivsel og performance. Der er alvorlige helbredsmæssige langtidsvirkninger: risiko for langvarigt reduceret kognitiv funktion, angst, depressioner eller risiko for senere at få stress igen – for bare at nævne nogen af de bedst kendte.
Se kornet på marken, hvor aksene svajer for vindens påvirkning. VI kan holde til at blive bøjet og presset af ydre påvirkninger – tidsplaner, usikkerhed, krav om nye kompetencer – men vi har alle brug for også at rette os op igen, og måske bøje lidt til den anden side: Tage en pause. Tænke over tilværelsen. Sove.
Hvis du er leder, kan det være nødvendigt at presse på for fuld kraft fremad. Men anerkend, at det ikke kan være en permanent tilstand og pas på med at køre for 100%.