Jeg ser mange eksempler på den særlige form for Corona-tristhed vi deler, over at have mistet livet som vi kendte det. For nogle fører det til angst eller stress; svært ved at sove om natten, irritabel, opfarende eller ligefrem ulykkelig.
Det er heldigvis kun få der kastes ud i en regulær depression; for de fleste er det mere som en ”sten i skoen” hvor man bare føler sig nedtrykt, eller føler et behov for at lave noget om: mere tid med familien, nyt job, forskellige DIY-projekter, meditation, motion – alt det vi måske ikke gav os tid til før.
Betydningen af de gode vaner for at have det godt kan ikke overdrives: kost, rygning, alkohol, motion. Undgå ensomhed ved at række hånden ud – digitalt til dem vi ikke kan omgås i levende live. Mere end nogensinde før er det vigtigt at leve fornuftigt. Eller – skal vi leve fornuftigt ved at acceptere os selv som vi er?
Denne ambivalens er grundlæggende i al personlig udvikling: skal jeg acceptere tingene som de er – skal jeg f.ex øve mig på at være ligeglad med chefens hårde tone – eller skal jeg ændre tingene – ved at tage tyren ved hornene og give chefen klar besked?
Skal jeg elske min krop som den er, eller tage mig sammen og komme af med de ekstra kilo?
Skal jeg undgå stress ved at forestille mig en hvid sandstrand når opgaverne hober sig op – eller skal jeg tage fat i opgaverne og få dem løst?
Der er ikke noget enkelt svar.
Men en ting er sikker: hvis du sætter målene for højt, måske fordi du inderst inde ikke mener dem alvorligt, risikerer du at blive endnu mere trist.
Over dig selv og din manglende evne til at kæmpe igennem, at holde en plan.
Der findes et godt alternativ, et lillebitte skridt i den rigtige retning du kan tage hvis du er i tvivl om du skal acceptere eller ændre noget ved dig selv: at acceptere at dine tanker omkring det er selvmodsigende og kaotiske.
Se på din tvivl med venlighed og forståelse, den er både normal og naturlig.