Advarsel: dette er et personligt opslag!
Undrer du dig over hvad der foregår her? Det er min datter Emma med en PhD-hat på hovedet, udviklet af hendes kolleger på Institut for Plante- og Miljøvidenskab, for at markere hendes afhandling om epigenetik og arvelige forsvarsmekanismer i planter.
Ved siden af hende står Jonathan, min søn og hendes storebror. På armen har hun Thea, sin 1-årige datter og den bedårende yngste af mine fire børnebørn. Som du nok kan gætte, nåede min glæde spirituelle højder ved denne lejlighed.
Ikke alene på grund af Emma’s akademiske præstation, der i sig selv er vigtig – en milepæl i hendes karriere og et betydningsfuldt bidrag til videnskaben.
Men for arbejdsmoralen og den personlige stil både hun og hendes bror har: at opbygge en familie og et hjem, opfostre i alt fire børn med fantastiske resultater (nej, jeg er ikke spor forudindtaget 😊) og SAMTIDIG realisere personlig vækst, forfølge ambitioner og drømme, balancere Covid (argh!) og endda – i Jonathans tilfælde – tage sig af et ubehageligt uheld. De har begge karrierer i industrier der er kendt for at opsluge al den vågne tid: science og retail. Men de kender deres værdier og ved hvad der er vigtigt i livet. Dette er den største præstation.
En sidebemærkning: jeg blev mor som 21-årig, og fik ofte negative og syrlige kommentarer der kun havde eet formål: at skabe skam. I drømmer ikke om hvor meget crap jeg måtte tage, primært fra ældre kvinder. Jeg mødte først Madeleine Albright senere I livet; dengang kunne jeg godt have brugt hendes udsagn om at der er et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper andre kvinder!
Da PhD-hatten (der har en funktion, gad vide hvilken? Der er et håndtag på den ene side…) blev sat på Emma’s (kloge) hoved, sang mit hjerte – om alting! De valg jeg traf, alle de forskellige tilfældigheder, spor der blev fulgt eller ikke fulgt. Her står vi idag, og jeg er stolt af mine børn og glad for livet.
2022, jeg er så klar!